
At springe ud af skabet
Modvilje mod at fortælle om sin seksuelle orientering eller kønsidentitet som lesbisk, homoseksuel, biseksuel eller transkønnet (LGBT) kaldes ofte "at være i skabet". I samfund, der stadig stigmatiserer forhold mellem personer af samme køn, føler nogle sig presset til at begrænse sig til seksuel adfærd, der passer til de sociale normer. Andre vælger måske at give et falsk billede af deres seksuelle orientering, alt efter om de oplever deres nærmeste sociale omgivelser som accepterende eller intolerante. I usædvanligt traditionelle samfund er folk ofte under stort socialt pres for at gifte sig og få børn, uanset hvilken seksuel orientering de ønsker.
Udtrykket ‘at springe ud’ eller ‘at springe ud af skabet’ betyder, at en person vælger at fortælle familie og venner om sin alternative seksuelle orientering eller kønsidentitet. For nogle er denne proces svær og resultatet problematisk, mens andre bliver positivt overraskede over at opdage, at der allerede i det stille var en mistanke om deres orientering, og/eller at den allerede var accepteret.
At springe ud over for familie og venner kan være et af de mest skelsættende øjeblikke i et menneskes liv. Det er en dybt personlig beslutning at være åben om, hvem du er - både over for dig selv og over for andre omkring dig. Alt efter de individuelle omstændigheder er udfordringen ved at være ærlig noget, hver person vil håndtere lidt forskelligt. Det kan være svært at forudsige med sikkerhed, hvilken reaktion der kommer; den kan ligge alt fra ubetinget accept til total afvisning. Nogle gange har modtageren bare brug for lidt tid til at forstå og acceptere den nye information.
Det svære ved at springe ud
Ifølge American Psychological Association har forskere fundet ud af, at negative holdninger i samfundet til en bestemt seksuel orientering “ikke bygger på faktisk erfaring, men på stereotyper og misinformation”. I lyset af dette har den person, der får det fortalt, måske aldrig før vidst, at en, vedkommende holder af, er LGBT. Det kan føles som et stort pres at være så åben og ærlig, men ulemperne ved at skjule sandheden kan være en endnu tungere byrde.
Menneskers identitet har historisk været stærkt knyttet til køn; selvom der er opstået mere tolerance i den moderne kultur, er kønsbaserede stereotyper og forventninger dybt indgroede. Hvis en persons præferencer falder uden for det, der traditionelt forventes, kan vedkommendes adfærd blive modarbejdet eller afvist af familie eller jævnaldrende på grund af et hvilket som helst antal fordomme eller former for frygt, herunder (hos forældre) frygten for, at deres barns seksuelle orientering på en eller anden måde kaster et dårligt lys over den familie, barnet kommer fra. Sådan frygt kan føre til udstødelse, diskrimination, vold, fordømmelse, uønsket opmærksomhed og spekulationer.
Under alle omstændigheder kan forventningen om at springe ud give ekstreme følelsesmæssige og psykiske kvaler, især hvis ens familie eller omgangskreds har en begrænset forståelse af alternativ seksualitet. Desuden kan personen opleve skam eller stigma, hvis vedkommendes seksuelle orientering ikke er normen i lokalsamfundet, hvilket som regel er tilfældet. En anden risiko, man bør overveje, er, at forhold kan ændre sig permanent, endda så meget at personen ikke længere bliver støttet økonomisk eller følelsesmæssigt.
En person, der overvejer at springe ud, må være forberedt på blandede reaktioner eller på visse ændringer i sin omgangskreds. Det bliver lettere at håndtere de nye omstændigheder, hvis der på forhånd er etableret et stærkt netværk af opbakning, f.eks. en støttegruppe eller et netværk af medfølende venner. Det hjælper også at indføre en personlig rutine, der fremmer egenomsorg og selvkærlighed, så personen, når vedkommende springer ud af skabet, har det godt med sig selv og nyder at gøre de ting, vedkommende sætter størst pris på.
Hvad er fordelene ved at springe ud?
Selvom en person kan være nervøs for at lade andre få indblik i sit privatliv, kan det at springe ud vise sig at være en positiv og befriende begivenhed. At skjule noget, der er så vigtigt for ens identitet, kan langsomt nedbryde selvværdet og bane vejen for anstrengte eller utilfredsstillende forhold. At være åben om sig selv er en afgørende handling af selvaccept; det kan derfor styrke selvfølelsen og bekræfte, at man står fast i sin seksuelle præference.
At springe ud hjælper med at nedbryde barrierer. Mennesker, der vælger at omfavne, hvem de er, udfordrer andres stereotyper og forventninger. De hjælper også med at aflive myter, som andre har om, hvem LGBT-personer er, eller hvordan de lever deres liv. At springe ud gør det lettere for dem, der stadig er i skabet, at følge i andres fodspor. Det baner også vejen for at knytte sig til et større fællesskab af andre ligesindede eller for at være med til at opbygge et.
Modeller for identitetsudvikling
Fordi der sandsynligvis vil være en forskel mellem den måde, personen, der springer ud, opfatter sin seksuelle præference på, og den måde, samfundet opfatter den på, må vedkommende gennem en proces for at bringe de to syn i overensstemmelse med hinanden. En række teorier er opstået for at beskrive processen med at springe ud. En meget anerkendt fremstilling blev udviklet i 1979 af Vivienne Cass. Hun brugte seks stadier i identitetsudviklingen til at forklare den proces, som mennesker med en alternativ seksualitet gennemgår, når de opdager og til sidst tager en anden seksuel identitet til sig. Stadierne er følgende...
Identitetsforvirring - Når en person begynder at få ikke-heteroseksuelle tanker og for første gang overvejer muligheden for at være homoseksuel osv. Personen kan opleve alt fra fornægtelse til accept.
Identitetssammenligning - Dette stadie handler om, at en person accepterer sin seksuelle orientering og håndterer de sociale konsekvenser af den. For at undgå fremmedgørelse og komme igennem dette trin må man udvikle nye forventninger og definitioner for sit liv.
Identitetstolerance - For at overvinde den isolation, der følger med i begyndelsen at identificere sig selv som ‘alternativ’, opsøger personen kontakt med andre i LGBT-kulturen for at få støtte og noget at identificere sig med. Ved at opsøge et støttende fællesskab udvikler mennesker en stærkere selvfølelse og lærer, at deres orientering ikke begrænser deres muligheder.
Identitetsaccept - Folk begynder at identificere sig som homoseksuelle, lesbiske osv. i stedet for blot at tolerere det. I begrænsede sociale situationer fortæller de måske, at deres identitet er en anden end heteroseksuel. De styrker også deres nyerhvervede sociale forestillinger og fortsætter med at give slip på de sociale normer.
Identitetsstolthed - Dette trin indebærer en stadig større fordybelse i LGBT-kulturen og et stærkt ønske om at fortælle om sin seksuelle orientering. På dette stadie er der risiko for heteroseksisme og for utilfredshed med samfundet som helhed, hvis personen har oplevet negativitet eller fremmedgørelse.
Identitetssyntese - Som det sidste trin i identitetsudviklingen integrerer personen sin seksuelle identitet med alle andre sider af sig selv. At være homoseksuel, lesbisk osv. bliver i bund og grund ét træk ved personens nye jeg i stedet for at fylde hele identiteten.
Et af de største kritikpunkter af denne model er, at den er opbygget lineært, så det ser ud, som om man gennemgår stadierne i rækkefølge, ét ad gangen. Selvfølgelig vil ikke alles oplevelse af at springe ud følge denne model, da folk kan bevæge sig frem og tilbage mellem bestemte trin eller springe dem helt over. Derudover er der siden modellens tilblivelse i 1979 sket mange sociale og politiske udviklinger, der har gjort vejen lettere mod at blive et velafbalanceret menneske, uanset seksuel orientering.
Tips til at springe ud
Der er ingen rigtige eller forkerte måder at springe ud af skabet på. Det er op til den enkelte at vælge, hvornår, over for hvem og hvordan man fortæller om sin seksuelle orientering. Når det er sagt, så er her et par tips, der måske kan hjælpe dig på vejen, hvis du overvejer at springe ud.
Hav en plan - Når du overvejer, hvem du vil betro dig til, kan det være nyttigt at huske, hvordan de har reageret på LGBT-relaterede emner. Hvis du ikke kan huske noget, der viser deres holdninger, så bring emnet op i forbifarten næste gang, I taler sammen, og se, hvordan de reagerer. Deres reaktion vil sandsynligvis give dig en idé om, hvordan du bør forberede dig på at springe ud over for dem.
Sæt dig ind i emnet - Det vil være en hjælp at ruste dig med masser af information om LGBT-spørgsmål. Som forberedelse kan du finde måder at besvare de mest almindelige spørgsmål på, som mindre oplyste modtagere kan finde på at stille, og underbygge svarene med evidensbaseret forskning eller historiske data. Du kan også have pjecer, bogtitler og hjemmesider klar, som du kan anbefale dem.
Afstem dine forventninger - Nogle modtagere har måske aldrig kendt nogen, der er LGBT, eller deres forudfattede meninger er dybt indgroede. Det er bedst at undgå at have forventninger til nogens reaktion. Det kan tage tid for dem at se dig i dette nye lys. Vær klar til at vise dem tålmodighed; du kan endda give dem lidt tid og plads til at fordøje informationen.
Timing - Det kan tage tid at finde det rette tidspunkt at springe ud på, for i sidste ende skal du føle dig tryg ved at betro dig til en person i netop det øjeblik. Husk, at du ikke behøver at springe ud over for alle med det samme. Måske fortæller du først (eller kun) nære venner og familie om din identitet.
Giv udtryk for dine følelser - En af de bedste måder at vise denne side af dig selv på er at være ægte i dine følelser og sikker i din overbevisning. Gør det på en måde, der ærer den, du virkelig er, og som samtidig respekterer andres følelser.
National Coming Out Day - 11. oktober (12. oktober i Storbritannien)
National Coming Out Day bliver fejret som en international oplysningsdag og hylder mennesker af alle seksuelle orienteringer, der lever åbent og med værdighed. Dagen fremmer også en åben debat i offentligheden om lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede menneskers forhold og bringer dermed deres bevægelse frem i lyset for den brede befolkning.
Datoen markerer Second National March on Washington i 1987, hvor en halv million lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede samt deres støtter holdt et enormt politisk møde i Washington D.C. og krævede ligestilling, beskyttelse af deres borgerrettigheder og ændringer i regeringens politik.
Afsluttende tanker
Processen med at springe ud kan virke skræmmende. Men husk, at det at springe ud ikke handler om at gøre andre tilfredse, men om at være dit mest ægte jeg. At være ærlig om, hvem du virkelig er, vil ikke altid leve op til andres forventninger eller møde deres godkendelse, men det kan føles meget befriende ikke længere at skulle bære byrden ved at holde det hemmeligt!