Er jeg klar? - For hende

Enhver kvinde stiller sig selv dette spørgsmål og ofte også andre, herunder mig. Svaret er som regel langt mere kompliceret, end det ser ud til.

Biologer definerer seksuel modenhed som det tidspunkt, hvor en organisme kan formere sig. Det er fint for græs eller orme eller fugle og måske endda de fleste pattedyr. Det er en utilstrækkelig beskrivelse af den menneskelige kvinde. Den synes at antyde, at vi er klar, så snart menstruationen er begyndt. I nogle kulturer bliver det anset for at være sandt. Men i de kulturer, hvor man forventer, at moderskabet begynder omkring fjortenårsalderen, har piger en langt højere risiko for alvorlige komplikationer og endda død under graviditet og fødsel. Det alene burde fortælle os noget. Lad os betragte de forandringer, der skal til, for at en kvinde er seksuelt moden, som fysiologiske, psykologiske og sociale.

Fysiologisk

De første tegn på modenhed er som regel, at brystvortegården - den bredere del af brystvorterne - svulmer op, og at brysterne begynder at vokse. Nogle måneder senere kommer den første menstruation og derefter puberteten for fuld kraft. Forandringerne i kroppen er langt mere omfattende og tager langt længere tid, end de fleste er klar over.

I begyndelsen af puberteten er skeden et ret stift, ufleksibelt organ. Den er kun få cellelag tyk og strækker sig ikke let. Den producerer heller ikke den naturlige fugt, som altid er til stede hos en voksen kvinde og øges kraftigt under seksuel ophidselse. Fem år eller deromkring senere (mindst) er den et vidunderligt elastisk organ, tykt, stærkt og i stand til at klare en fødsel. Hofterne er i begyndelsen smalle, og bækkenet er endnu ikke blevet fladere og bredere - som er karakteristisk for en kvindekrop. Klitoris er gemt under sin forhud, men du kan se og mærke spidsen af den, hvor de indre skamlæber mødes øverst.

Forandringerne i hormonerne i vores krop får vores primære og sekundære kønskarakterer til at udvikle sig og skaber den fuldt udviklede kvindekrop. Omstillingen af hormonerne fra barndommens til voksenlivets tager flere år. De ledsagende fysiske kendetegn er også stadig under forandring. Det er svært at fastslå, hvornår denne hormonelle forandring er afsluttet, og i de senere stadier er det muligvis heller ikke så relevant. Generelt gælder det, at når din menstruation er blevet ret regelmæssig og ikke er meget mere end et ubehag, har hormonerne fundet deres balance. Væksten kan dog stadig fortsætte. Jeg gik en hel skålstørrelse op efter min 20-års fødselsdag. Andre kvinder oplever det samme med brysterne og andre dele af kroppen.

Væksten i ungdomsårene kræver næringsstoffer - masser af næringsstoffer. Selvom du måske ikke vokser i den forstand, vi normalt tænker på, er de enkelte organer under udvikling (bryster, livmoder, skede, hår); knoglebygningen ændrer sig, leddene udvikler sig, og kroppen bliver specifikt kvindelig.

Risikoen ved sex i denne periode er meget høj. Hvis menstruationen er uregelmæssig, er ægløsningen det også. Det kræver mere omhyggelig brug af prævention, hvis en kvinde vælger at blive seksuelt aktiv tidligt i ungdomsårene, fordi det er så godt som umuligt at forudsige, hvornår risikoen er der. Nogle kvinder har ikke ægløsning hver måned; andre har ægløsning flere gange om måneden; nogle begynder at have ægløsning fra den ene æggestok og ikke fra den anden. Du må altid betragte dig selv som frugtbar.

Hvis du bliver gravid, før din egen udvikling er afsluttet, opstår der konkurrence om næringsstofferne. Den mad, du har brug for til sunde knogler og led, er den samme, som barnet har brug for for at udvikle sig normalt til et sundt barn. Det er en af grundene til, at teenagemødre ofte får undervægtige eller for tidligt fødte børn. I denne konkurrence taber begge. Moderen udvikler sig ikke naturligt, og det gør barnet heller ikke. En teenagegraviditet kræver mere specialiseret pleje end en graviditet hos en voksen og bør altid følge en nøje planlagt kost. Gravide teenagere har størst behov for tidlig lægehjælp og er samtidig dem, der er mindst tilbøjelige til at søge den.

Efterhånden som de primære kønsorganer udvikler sig, får skeden ret hurtigt evnen til at tage imod en penis. Hvor chokerende din første berøring af en penis end måtte være, er den faktisk ret lille sammenlignet med barnets hoved. Skeden kan måske tage imod sex, men være uforberedt på at klare et stort udfald - fødslen. Fødslen kan ende med et kejsersnit, et stort klip i mellemkødet (episiotomi) eller varige skader på dine kønsorganer.

Under graviditeten sker der endnu en stor forskydning i blandingen af hormoner i din krop. Da hormonerne aldrig har nået at stabilisere sig, siden puberteten begyndte, bliver der sendt modstridende signaler til andre dele af din krop. Dine bryster har fået besked på at vokse, men før de har gjort det, får de besked på at holde op med at vokse og producere mælk. Signalerne om at ændre knoglebygningen kan ikke gennemføres fuldt ud, når de bliver ændret til at gro en anden krop i din livmoder. Sammen med omdirigeringen af næringsstoffer kan det give moderen livslange problemer. Leddene er stadig ved at blive dannet i ungdomsårene, og nu skal de bære en skævt fordelt vægt, som de ikke er forberedt på. De mulige fysiske problemer ligger ikke i selve sexlivet, men i sexlivets naturligt tilsigtede resultat - graviditet.

Psykologisk

De psykologiske virkninger af at begynde tidligt med sex er dem, der bliver lagt mindst vægt på, men de kan være de mest skadelige. Enhver seksuelt aktiv kvinde kan blive gravid, hver gang hun tager imod en penis. Sandsynligvis tjekker enhver kvinde, der læser dette, sine trusser, hver gang hun går på toilettet. Hvad er det, der løber ud af os, og hvad kan det betyde? Hver af de omkring 400 menstruationer, vi hver især har, er en mulig grund til bekymring. Hvis vi prøver at blive gravide, frygter vi at se de små røde pletter; hvis vi håber på ikke at være gravide, er de hjerteligt velkomne. Lige meget hvor meget vi brokker os og nogle gange faktisk lider under vores menstruation, er den en meget velkommen begivenhed hver måned. Hvis den udebliver, er budskabet langt værre.

Jeg er sikker på, at enhver kvinde, der nogensinde har haft vaginalt samleje for første gang, næste morgen først og fremmest har tænkt: "Gad vide, om jeg er gravid!" Sådan var det for mig (selvom jeg selv syntes, jeg var fuldstændig forberedt), og sådan er det for alle de kvinder, jeg nogensinde har spurgt. (Klinikkens sekretær kom lige ind med en bunke papirer, og jeg spurgte hende, hvad hendes første tanke var dagen efter, at hun havde mistet sin mødom. Samme svar!) Og spørgsmålet gentager sig hver dag, indtil den næste menstruation kommer. Som 26-årig er det en normal del af en kvindes liv, og vi har sandsynligvis tænkt de mulige handlinger og konsekvenser igennem. Som 16-årig er det en forfærdelig byrde at bære. Den bliver tungere for hver dag, der går, indtil vi ser pletterne, men hvis de er to dage forsinkede, bliver byrden endnu tungere.

En ung kvinde her på siden, som stadig er ved at vænne sig til denne del af det at være kvinde, sender mig hver måned en e-mail i stil med "Jeg tror, den skulle være kommet i går!!!; jeg er bekymret." Det er en kæmpe byrde for en teenager, der stadig er ved at lære, hvor hun hører hjemme i verden, og hvordan hun skal håndtere et utal af andre sider af det at være kvinde. For nogle er hver måned en ulidelig ventetid. Det tager opmærksomhed og energi, der kunne bruges mere produktivt på at gøre sig klar til livet. Den virkelige ironi er, at mange unge kvinder gennemgår sexens bevægelser for en andens tilfredsstillelses skyld, mens de selv endnu ikke har lært, hvordan en orgasme føles.

I mit tilfælde besluttede min veninde og jeg hver især, at det "var tid", og vi gik i gang med at forberede os på at forføre vores kærester "hele vejen." Vi var femten og trætte af at få at vide, at vi skulle passe på vores mødom. Efter at have svedt det ud i et par måneder, hvor vores eneste tilfredsstillelse kom fra onani, når vi kom hjem, besluttede vi, at det ikke var det værd. Både min storesøster og en tante (som hver især hjalp os med forberedelserne ved at købe vaginalgel, kondomer osv.) advarede os om disse konsekvenser. Den første måned, hvor jeg ikke konstant var bekymret for, om min menstruation ville komme eller ej, var som en genfødsel. Vi opdagede også, at vi kunne hjælpe hinanden, men det er en anden snak.

Et par år senere blev jeg for alvor seksuelt aktiv, og jeg har fundet det ganske dejligt lige siden. Der var ikke meget gruppepres for os - undtagen fra hinanden. Vi har måske opført os, som om vi var blevet udfordret. Vores kærester var naturligvis så modtagelige, som de kunne være, men havde ikke presset ret meget på ud over at famle lidt på os og nu og da at blive onaneret. Det beskyttede, religiøse miljø på Hebriderne forhindrede meget åbenlyst pres, men jeg er i de senere år blevet overrasket over at opdage, hvor mange andre kvinder (måske et år eller deromkring senere) der har oplevet det samme.

I mere kosmopolitiske miljøer er det ikke kun drengene, der opfordrer til det (de har jo alt at vinde i deres ungdommelige macho-syn), men de seksuelt aktive piger opfordrer ofte deres jævnaldrende til at komme i gang. Det er ofte pinligt at argumentere imod. Det kan afsløre din egen uvidenhed eller uerfarenhed. Til drengene bør svaret være noget i retning af: “Er du klar til at blive far?” Med pigerne er der ofte bedre mulighed for at tale om de virkelige problemstillinger.

Hvis de virkelig er dine venner, vil de være villige til at tage den snak. Hvis de ikke er, hvorfor tager du så imod deres råd? Det bedste svar til en anden kvinde på din egen alder er at spørge, hvad hun egentlig får ud af sex. For langt de fleste midt i teenageårene er det ærlige svar ganske enkelt konstant frygt. Frygt for graviditet; frygt for sygdom; frygt for, at familien finder ud af det; frygt for, at forholdet slutter; frygt for sladder; frygt for hendes egen utilstrækkelighed. Deres svar: vi bruger kondom hver gang; ingen vil sladre; han elsker mig; jeg elsker ham; han ville aldrig drømme om at gøre det med en anden; jeg er ved at lære at være kvinde; jeg gør det, så må jeg være voksen. For hver 100 kvinder på din skole, der stoler på kondomer, vil omkring 13 blive gravide inden for det næste år, fordi kondomer ofte ikke bliver brugt helt korrekt; brugt korrekt hver eneste gang vil kun omkring 2 blive det. Hver tiende seksuelt aktive teenager bærer på en eller flere kønssygdomme. Færre end fem procent af disse teenageforhold ender med ægteskab og livslangt partnerskab. Hver eneste seksuelt aktive klassekammerat, du har, har siddet i en toiletbås og grædt, mens hun kiggede på sine trusser uden pletter. Drengene? Mange får bare udløsning et par gange på en date og kan ikke vente med at prale af deres scoring. Jeg hader ikke mænd; jeg elsker dem. I denne teenagesubkultur er det ganske enkelt sådan, det er.

Du er måske klar til seksuel udløsning, men det betyder ikke, at du er klar til fuldt vaginalt samleje.

Socialt

En graviditet er forventet for en gift 26-årig; for en ugift 26-årig er det sådan, livet nu engang går; for en 19-årig er det skødesløst og løsagtigt; for en 16-årig er det en katastrofe. Ingen af disse opfattelser er nødvendigvis rigtige, men det er de sociale opfattelser. De former holdningerne hos og behandlingen fra menneskene omkring dig.

På et andet plan er det ingen overraskelse at vide, at en ugift kvinde i tyverne er seksuelt aktiv. Heldigvis bliver det i dag betragtet som helt acceptabelt og hendes egen sag; hun ved, hvad hun gør, og er selv ansvarlig for sine handlinger. At vide, at en 19-årig er seksuelt aktiv, bliver som regel ignoreret. Så længe hun ikke bliver gravid, kan familien ignorere tegnene og virkeligheden og håbe, at hun ved, hvad hun gør. At vide, at en 16-årig er aktiv, giver stadig anledning til bekymring. Og eventuelle konsekvenser vil blive delt af hele familien, ikke kun af den unge kvinde.

Kan folk se det? Tja, nej, du ser ikke anderledes ud uden jomfruhinde, end du gjorde med jomfruhinde - ikke engang på undersøgelsesbriksen. Men ja, der er stærke tegn, som kan vække stor bekymring hos dine venner, din familie, din skole og endda folk, du ikke kender. De drenge, du dater, sender et signal; de piger, du hænger ud med; de steder, du bliver set. Jeg bor i en meget lille by, hvor næsten alle bliver genkendt af de fleste af indbyggerne. I en større by ville det svare til et kvarter, og kendskabet til familier, mennesker og steder er omtrent det samme. Hvis jeg ser et par gå ned ad en sti ved midnat, drager jeg visse konklusioner. Jeg ved, hvad der foregår i vandrerhytten for enden af den sti. Hvis det er et par 18-årige, synes jeg måske endda, det er lidt morsomt; hvis det er et par 16-årige, bliver jeg måske lidt bekymret. Hvis min partners 14-årige var en af dem, ville jeg sandsynligvis gå helt amok. Lignende konklusioner bliver ofte draget.

Jeg husker en meget populær ung kvinde på øen, hvor jeg voksede op, som blev gravid. Det var i et meget tæt lokalsamfund. Hun og hendes kæreste var begge 17. Jeg har mistanke om, at alle mødre på øen forbød deres børn (inklusive mig) nogensinde at gå ud med nogen af hendes yngre søskende. Vilde antagelser og konklusioner, men ikke desto mindre virkelige. Hele familien bliver skåret over én kam. For halvtreds år siden ville hun være blevet sendt væk, barnet ville være blevet bortadopteret, og offentligt ville alle have ignoreret det hele. Bag lukkede gardiner ville hver eneste familie sidde og tale forarget om situationen. Familier er flyttet for at undgå stigmaet ved en gravid datter; andre bliver tålte udstødte.

Inden for familien er det umuligt at holde din "hemmelighed" om dit sexliv skjult. Enhver kvinde, der er mor, har haft et par møder med sæd og genkender den med det samme - lugten, udseendet, stivheden i det stof, den sidder på. Trusseindlæg i skraldespanden på mærkelige tidspunkter bliver bemærket; sæddræbende midler har en karakteristisk lugt. Din mor ignorerer det måske; hun raser og skælder måske ud; hun vil vide det.

Den økonomiske byrde ved et barn er for en 26-årig hendes egen og sandsynligvis hendes alene; for en 16-årig bliver det en udgift for forældrene. Den risiko, der bliver taget, er ikke kun din egen (selvom den bør komme i første række), men en risiko for hele familien - forældre og søskende. Vores tænkte 26-årige vil få et drastisk forandret liv (uanset om hun er gift eller ej), men et meget overskueligt liv. Enlige mødre er ikke ualmindelige, og der findes støttesystemer for dem - dagpleje, sygesikring, babysittere, accepterende venner og ofte en accepterende familie. Vores tænkte 16-årige vil stå over for helt andre udfordringer. Hendes sociale liv er i realiteten væk i flere år. Hendes egen uddannelse bliver sværere, hvis den overhovedet er mulig. Den byrde, der lægges på hendes forældre, vil være meget stor.

OK, så hvad er det, jeg siger? Svaret er for hver kvinde hendes eget. Halvdelen af alle kvinder bliver seksuelt aktive mellem deres 18. og 20. fødselsdag. Måske en fjerdedel begynder tidligere, og den anden fjerdedel venter længere. Som 25-årige er der relativt få jomfruer tilbage, men de er langtfra ukendte. Det ser altså ud til, at de fleste af os har vejet vores muligheder og er kommet frem til, at vi er klar helt sidst i teenageårene. Sociologer ville kalde det "normalt," hvilket betyder, at det er det, de fleste gør. Jeg har nok tiltro til kvinder til at tro, at de fleste af disse kvinder har valgt at forblive jomfruer indtil denne alder og har valgt at blive aktive i denne alder. Det er ingen tilfældighed, at kvinder i hele den industrialiserede verden (Japan er den eneste undtagelse) træffer dette valg. De er også i en alder, hvor de har overvejet risiciene og de handlinger, der kan blive nødvendige. Deres øjne er åbne. Det er ingen tilfældighed, at nogle venter længere; de er simpelthen ikke klar til at tage det meget alvorlige spring. Yngre end det bekymrer mig. Der er ikke nok oparbejdet erfaring, egen erfaring og det, man lærer af andre, til at tage en kalkuleret risiko.